Højere forældrebetaling i 2019

Læserbrev i Lokalavisen Pandrup:

Fra januar 2019 vil normeringen i vuggestuerne i Jammerbugt blive bedre, men forældrebetalingen stiger med 3.564 kroner om året. Sådan stod der i NORDJYSKE 22.oktober.
Alle partier i kommunalbestyrelsen har stemt for den øgede forældrebetaling. Jammerbugt er til dato den kommune med den ringeste normering i vuggestuerne ifølge oplysninger fra BUPL. Så det er selvfølgelig en rigtig god ting at der kommer mere personale til børnene. Knapt så godt er det at forældrebetalingen stiger en hel del.
De offentlige vuggestuer skal ikke drives af forældrenes betaling, de skal betales og finansieres over skatten.
Vi er alle interesserede i at vores “fremtid” får den bedste start på livet, derfor skal der løftes i flok.

Louise Smith Jensen
Haldagervej 6
Biersted