Valgforbund

Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten har indgået valgforbund i Jammerbugt Kommune til kommunalvalget den 21. november 2017.

Herigennem vil partierne sikre de vælgere, der stemmer på de tre partier, den størst mulige sikkerhed for, at hver eneste stemme omsættes til flest mulige mandater i kommunalbestyrelsen.

Der er tale om et såkaldt ”teknisk valgforbund”, så det ændrer ikke ved, der fortsat er tale om treselvstændige partier med hver sit valgprogram. Selv om der både er forskelle og uenigheder mellem partierne, er der dog også meget der samler med bl.a. indsatsen for bedre beskæftigelse, bedre normeringer i børnehaverne og ordentlig hjælp til dem der trænger mest.

De tre partier står som det eneste reelle alternativ til det nuværende borgerlige flertal i Jammerbugt Kommune. Derfor er det også aftalt, at de tre partier tager kontakt til hinanden på valgaftenen, inden man går i forhandling med andre partier.

Ved valget i 2013 fik Socialdemokraterne 8 mandater og SF 1 mandat og Enhedslisten 1 mandat.

Hovedmålet er at sikre et borgmesterskifte den 1. januar 2018 i Jammerbugt Kommune. Vi håber at valgforbundet kan være med til at sikre et nyt flertal i kommunalbestyrelsen.