Sisse Gramstrup Munk

Jeg er 38 år og bor i Biersted med min mand Jesper og vores to døtre Mejse på ti år og Vibe på seks år.
Både Jesper og jeg er fra Thy, hvor jeg voksede op på et økologisk hobbylandbrug. Vi mødtes i 1998 og har været sammen siden. I 2004 flyttede vi til Aalborg for at studere og i 2016 købte vi et hyggeligt lille hus i Biersted.

Jeg er uddannet sygeplejerske og kandidat i socialt arbejde og arbejder til dagligt i Aalborg Øst ved Center for Samskabelse, der er en selvstændig enhed under Himmerland Boligforening. Her arbejder jeg med mennesker fra vugge til grav. Jeg forsøger at sikre socialt udsatte børn og familier en tryg overgang mellem daginstitution og skole, at skabe redskaber der højner børns generelle sundhed og tandsundhed, samt, at sikre dem adgang til kulturelle tilbud. Jeg arbejder for at synliggøre alle de tilbud der er til vores ældre beboere og med at udbrede mulighed for fysisk bevægelse for områdets beboere. Derudover arbejder vi med bæredygtighed i bydelen og samarbejder på tværs, for at skabe målbare resultater.

Jeg har tidligere arbejdet som hjemmesygeplejerske, primært med socialt udsatte med psykisk sygdom og misbrug, og senere som kliniksygeplejerske i tre forskellige nordjyske asylcentre. Privat har jeg, siden jeg var 13 år lavet en masse frivilligt socialt arbejde og har også tidligere opstartet og drevet en forening der skulle højne sundhed og medborgerskab for mine naboer i Aalborg SØ. Jeg har erfaring med bestyrelsesarbejde, bl.a. i vores ældste datters børnehave og har været FDF leder i Biersted.
De senere år har jeg skåret ned på det frivillige arbejde og bruger i stedet mere tid med familien, jeg hygger mig med at sy, tegne og læse og i foråret fik vi en lille hund, som jeg går lange ture med i naturen omkring Biersted.

Mine mærkesager er:

  • Lighed i sundhed og ordentlige forhold for børn, ældre og handicappede.
  • Lige adgang til kulturelle tilbud.
  • En grøn og bæredygtig miljøpolitik til gavn for naturen og fremtidige generationer.